Målsætning for aktivitetscentret Sydvestvej:

Aktivitetscentret er et tilbud for alle borgere 60+, førtidspensionister og fleksjobbere i Glostrup kommune. Det har åbent året rundt. Der er ingen visitation til tilbuddet, så der er fri adgang til aktiviteterne, hvor der dog kan være brugerbetaling til enkelte tilbud.

Målsætninger:

 

  • Aktivitetscentret skal sikre et socialt fællesskab, hvor der er plads til hygge i hverdagen samt ferier og fester.
  • Centret understøtter dannelsen af netværk mellem mennesker, der kan være med til at forebygge ensomhed
    og professionel hjælp.
  • Brugerne inspireres til en sund livsstil.
  • Der er overensstemmelse mellem ydelser fra centret og ønsker fra brugerne.
  •  Brugerne er som udgangspunkt ressourcestærke både fagligt og socialt, og de bidrager til udviklingen og
    driften af aktivitetscentret gennem deres frivillige arbejde på stedet og gennem den demokratiske
    struktur, der sikrer medbestemmelse.
  • Der er fokus på opkvalificering af de frivillige hjælpere, i det omfang det findes relevant.
  • Brugerne får mulighed for at lære færdigheder, som gør det muligt at deltage i samfundet i
    det 21. århundrede, både når det gælder IT og samfundsforståelse.
  • Aktivitetscentret tager højde for, at mænd og kvinder har forskellige behov for aktiviteter.

    - Aktivitetscentret er en del af det omgivende samfund, og der arbejdes for at nedbryde barrierer mellem
      generationer og kulturer.

    - Aktivitetscentret medvirker til at få udbredt kendskabet til, at der er mange ressourcer hos nutidens ældre.

    - Aktivitetscentret tilbyder kulturtilbud og ture ud i naturen.

Aktivitetscentret Sydvestvej

Glostrup Kommune

 

Vedtægter

Indledning 

Aktivitetscentret Sydvestvej 10-12 i Glostrup er et kommunalt tilbud til Glostrup-borgere 60+ og førtidspensionister. Aktivitetscentret er organisatorisk placeret i Center for Kultur, Idræt og Fritid. 

Aktivitetscentret har egen ledelse og et rådgivende centerråd. Glostrup Kommune yder tilskud via Servicelovens § 79 til Aktivitetscentret ved at dække udgiften til ledelse og bygninger, rengøring og lignende.  

Centerrådet har den 4. juni 2010 afsluttet udarbejdelse af forslag til vedtægter og funktionsbeskrivelser for Aktivitetscentret Sydvestvej 12. Udarbejdelsen af dette forslag er sket på 3 workshopdage i foråret 2010 i samarbejde med seniorkonsulent Hugo Tietze fra Foreningen Momentum. 

Vedtægterne er efterfølgende d. 10. november 2010 godkendt af Kommunalbestyrelsen i Glostrup Kommune. 

Centerrådet ønsker, at synliggøre Aktivitetscentrets potentiale som et af kommunens aktive sundhedsfremmende og forebyggende indsatsområder. Indsatsen gennemføres i et partnerskab mellem kommune og civilsamfund, hvor brugernes frivillige bidrag er en afgørende støtte for den daglige leder og centrets eksistensberettigelse. 

Vedtægterne bygger på følgende værdier: 

  • At skabe socialt fællesskab for pensionister og efterlønsmodtagere (mangfoldighed)
  • At tage hånd om brugerne (rummelighed)
  • At skabe netværk (være opsøgende)
  • At skabe rammer om interessefællesskaber (anerkendende)
  • At skabe mangfoldige aktiviteter (udviklende)
  • At synliggøre centrets aktiviteter for alle borgere (gennemsigtighed)
  • At rekruttere frivillige undervisere (brugerstyring)
  • At sikre et godt samarbejde mellem leder og centerråd (partnerskab) 

 

Aktivitetscentrets formål 

Aktivitetscentret Sydvestvej 10-12 i Glostrup er et kommunalt tilbud til Glostrup-borgere 60+, førtidspensionister og fleksjobbere. 

Aktivitetscentrets formål er: 

  • At være et sundhedsfremmende og forebyggende tilbud til Glostrup-borgere 60+, førtidspensionister og fleksjobbere
  • At tilbyde sociale og kulturelle fællesskaber og aktiviteter
  • At give brugerne gode oplevelser ved at tage hånd om hinanden
  • At understøtte frivilligt engagement. 

 

Aktivitetscentrets målgruppe 

Aktivitetscentrets målgruppe er borgere 60+, førtidspensionister og fleksjobbere med bopælsadresse i Glostrup Kommune. Der kan ikke ydes hjælp til personlig pleje mens borgerne opholder sig i Aktivitetscentret. 

 

Centerråd og daglig leder 

Aktivitetscentret ledes af en daglig leder, som ansættes af Glostrup Kommune i samarbejde med centerrådet, der er rådgivende. Den daglige leder rådfører sig kontinuerligt med centerrådet. Centerrådets medlemmer vælges på generalforsamlingen blandt brugerne, og den daglige leder ansættes af kommunen i samarbejde med centerrådet. 

 

Aktiviteter 

Aktivitetscenteret tilbyder en mangfoldighed af aktiviteter baseret på frivillig arbejdskraft af og med brugerne. Borgere der efterspørger en aktivitet, som ikke allerede findes, har mulighed for selv at etablere aktiviteten med støtte fra centerrådet og den daglige leder. 

 

Venneforening 

Centerrådet kan oprette en ”Venneforening” der selvstændigt arrangerer kulturelle og sociale aktiviteter for målgruppen. Baggrunden for dette eventuelle initiativ er at give de frivillige i Aktivitetscentret mulighed for at søge eksterne fonds- og puljemidler til særlige aktiviteter. Dette kan ske ved etablering af en sådan Venneforening som godkendes af Generalforsamlingen. 

 

Generalforsamling 

Hvert år i januar/februar afholdes der generalforsamling for alle brugere i Aktivitetscentret. Generalforsamlingen er Aktivitetscentrets øverste rådgivende organ. Generalforsamlingen indkaldes med 4 ugers varsel med opslag på Aktivitetscentrets tavler og i aktivitetskalenderen. Leder af Aktivitetscentret skal deltage som repræsentant for Glostrup Kommune. 

Dagsorden for generalforsamlingen: 

  1. Valg af dirigent
  2. Valg af referent, der er leder af aktivitetscentret
  3. Valg af stemmetæller
  4. Beretning ved formanden
  5. Regnskab for Aktivitetscentret  
  6. Gennemgang af og forslag til budget og Centerrådets visioner for fremtidige aktiviteter.
  7. Indkomne forslag:
    1. Forslag til generalforsamlingen skal sendes skriftligt til Centerrådet senest 14 dage før generalforsamlingen.
  8. Valg af Centerråd
    1. Generalforsamlingen vælger 7 medlemmer til Centerrådet, som bemyndiges til at stå for den daglige drift af aktiviteter i tæt samarbejde med den daglige leder.
    2. I lige år vælges tre medlemmer samt en suppleant.
    3. I ulige år vælges fire medlemmer samt en suppleant.
    4. Der kan kun vælges en person per ægteskab/samlever.
    5. Bestyrelsesmedlemmer fra pensionistforeninger kan ikke vælges til centerrådet.
    6. Suppleanterne deltager i centerrådsmøderne uden stemmeret.
  9. Eventuelt

 

Centerråd 

Centerrådes vælges på den årlige generalforsamling. Borgere der ønsker at opstille til valg meddeler dette til lederen af Aktivitetscentret senest 5 uger før generalforsamlingen. Lederen er ansvarlig for, at der opsættes information om dette i Aktivitetscentret. Kandidater skal afgive navn, adresse, cpr.nr for at kunne opstille. Lederen af aktivitetscentret fremlægger den endelige opstillingsliste for centerrådet senest 4 uger før generalforsamlingen. 

Under generalforsamlinger uddeles stemmesedler til de fremmødte. Hver borger har ret til at stemme på 2 opstillede kandidater. Optælling af stemmer foretages af uvildige stemmeoptællere. Stemmerne optælles umiddelbart (samme dag) efter generalforsamlingen.

Resultatet offentliggøres, når dette foreligger. Det er leder af aktivitetscentret der offentliggør resultatet og informerer kandidaterne om resultatet. 

Man kan højst sidde i Centerrådet i 3 på hinanden følgende perioder på hver 2 år. Det er muligt at genopstille efter en periode udenfor Centerrådet. Dette punkt kan dog fraviges, såfremt der ikke er opstillet det nødvendige antal kandidater til at komplettere centerrådet. Valget gælder i dette tilfælde for en 1- eller 2-årig periode afhængig af afstemningsresultatet. Eventuelle udvalgsformænd vælges blandt Centerrådets medlemmer. 

Centerrådets 7 medlemmer vælges som ovenstående på generalforsamlingen og konstituerer sig selv på det første møde med en formand, næstformand, sekretær og 4 medlemmer samt 2 suppleanter. 

Såfremt der ikke kan findes en formand, konstituerer Centerrådet sig med en kollektiv ledelse. Lederen af aktivitetscentret og Centerrådet orienterer, via Centerchefen, Kommunal-bestyrelsen / Kulturudvalget om deres valg senest 2 måneder efter generalforsamlingen.

 Centerrådets formål: 

  • enterrådet varetager brugernes interesser overfor Glostrup Kommune.

     

  • Centerrådet er rådgivende overfor den daglige leder, der har ansvar for centrets daglige drift.

     

  • Centerrådet har i samarbejde med den daglige leder ansvaret for udvikling af sociale og kulturelle aktiviteter båret af centrets frivillige.

     

  • Centerrådet indgår som samarbejdspart i relation til kommunens sundhedsfremmende og forebyggende indsats.

     

  • Centerrådet kan uddelegere ansvar og kompetence for den enkelte aktivitet til et medlem af centerrådet eller en bruger efter nærmere aftale.

     

  • Centerrådet kan uddelegere en opgave til et udvalg eller en arbejdsgruppe med et medlem fra Centerrådet. 

 

Centerrådet holder møde den 2. mandag i hver måned med undtagelse i juli og august, hvor der holdes sommerferie. 

Dagsorden udarbejdes af formanden og den daglige leder i fællesskab. 

Dagsorden for Centerrådets møder: 

  1. Valg af ordstyrer
  2. Valg af referent, der som udgangspunkt er leder af aktivitetscentret
  3. Siden sidst og nyheder
  4. Aktivitetsplan
  5. Status fra udvalg
  6. Opsamling på beslutninger
  7. Eventuelt
  8. Eventuelt ”dagens gæst” 

Centerrådets funktion 

Centerrådet repræsenterer brugerne mellem generalforsamlingerne og varetager brugernes interesser i forhold til den daglige drift af aktivitetscentret i tæt samarbejdet med den daglige leder. Centerrådet refererer til Centerchefen for Kultur, Idræt og Fritid. 

Som repræsentant for brugerne skal centerrådet:

  • Stå for planlægning og gennemførelse af aktiviteter der udspringer af brugernes ønsker og interesser og er i overensstemmelse med kommunens sundhedsfremmende og forebyggende politik.
  • Sikre en gensidig information mellem bruger, frivillige, daglig leder og Centerrådsmedlemmer.
  • Arbejde for at der er et aktivt og socialt velfungerende miljø båret af en frivillig indsats.
  • Samle de frivillige aktører til en orientering om centrets drift, erfaringer og ideer efter behov.
  • Samle de frivillige aktører til en årlig fest for at anerkende og belønne deres indsats som undervisere, instruktører eller andet. 

 

Centerrådets kompetencer 

Centerrådets medlemmer har brug for inspiration og ny viden til at udvikle aktivitetscentrets tilbud og muligheder i forhold til deres frivillige indsats i kommunens sundhedsfremmende og forebyggende arbejde. Derfor arrangerer den daglige leder i samarbejde med centerrådet et kompetenceudviklingstilbud hvert år. 

 

Forretningsorden for centerrådsmøder 

Dagsorden for Centerrådets møder tilrettelægges af den daglige leder i samarbejde med formand. 

Forslag til dagsorden skal være lederen i hænde senest 7 dage før mødet. 

Frister for indkaldelse til møder er minimum 7 dage. 

Forslag af større økonomisk karakter skal være centerrådet i hænde senest 14 dage før mødet. 

Dagsorden udsendes per e-mail eller overrækkes personligt (postkasse til centerrådets medlemmer). 

Krav til dagsordens udformning (formand: ordstyrer, leder: referent):

  • Godkendelse af dagsorden
  • Godkendelse af referat fra sidste møde
  • Siden sidst (opfølgning på gennemførte arrangementer og tidligere beslutninger)
  • Nyt fra udvalg og arbejdsgrupper
  • Fremadrettede aktiviteter
  • Orientering om regnskab
  • Eventuelt

    Regler for beslutningsdygtighed:

  • Beslutninger godkendes af mindst 4 stemmeberettigede med 3 stemmers enighed.

    Opgavefordeling:

  • Opgaver fordeles mellem Centerrådets medlemmer efter ønske, relevans og kompetencer
  • Nedsættelse af (stående/ad hoc) udvalg sker efter aftale og behov.

    Habilitetsregler

  • Har den pågældende forslagsstiller personlig eller økonomisk interesse i det konkrete forslag er vedkommende inhabil og mister sin stemmeret.

    Den daglige leder skriver et beslutningsreferat fra alle møder. Referatet udsendes til centerrådsmedlemmer per e-mail og ligger offentligt tilgængeligt hos lederen efter godkendelse på efterfølgende rådsmøde.

    Centerrådets medlemmer har tavshedspligt i forhold til personoplysninger efter gældende regler.  

    Fordeling af ansvar og opgaver 

    På det første møde efter generalforsamlingen konstituerer centerrådet sig med formand og næstformand. Samtidigt vælger Centerrådet hvilke arbejdsgrupper og udvalg der skal nedsættes. Samt hvilke medlemmer fra Centerrådets midte der skal sidde i de forskellige arbejdsgrupper og udvalg.

     

    Økonomi

    Glostrup Kommune betaler leders løn og vedligehold af bygningen, rengøring mm... 

    Det er gratis at komme i Aktivitetscentret Sydvestvej 12, men brugerne skal selv betale for:

  • Materialer, der anvendes i aktiviteterne
  • Forplejning
  • Omkostninger der er ved de forskellige aktiviteter eksempelvis turneringer, udflugter og foredrag.

    Der udbetales ikke løn til frivillige, men de der gør en frivillig indsats for centrets brugere anerkendes for deres indsats med en årlig fest og gratis kaffe m.v.

    Aktiviteter med lønnet underviserer eller instruktører gennemføres via folkeoplysningslovens bestemmelser.      

    Aktivitetscentret kan gennem sine aktiviteter oparbejde et økonomisk overskud, som den daglige leder disponerer over i samarbejde med centerrådet og under forudsætningen af kommunalbestyrelsens godkendelse. 

    Overskuddet skal anvendes til aktiviteter for brugerne og kursuser / studieture for de frivillige.  Overskuddet kan ikke anvendes til festlige aktiviteter for Centerrådet alene. 

    Den daglige leder er ansvarlig for aktivitetscentrets budget. Indkøb kan foretages af de frivillige på en maksimal beløbsstørrelse på 2000. - kr.. Der skal føres regnskab i overensstemmelse med kasse og regnskabsregulativet i Glostrup Kommune. 

    Forsikringer 

    Forsikring af frivillige i Aktivitetscentret følger kommunens regler på området. 

    Den daglige leder i Aktivitetscentret Sydvestvej 12, Glostrup Kommune 

    Den daglige leder er ansat i en 37 timers stilling af kommunen og refererer til Centerchefen for Kultur, Idræt og Fritid. 

    Funktionsbeskrivelse for den daglige leder:

  • Er ansvarlig for centrets daglige drift i forhold til formålsparagraffen.
  • Er ansvarlig for centrets økonomi
  • Er ansvarlig for at centret åbnes og lukkes dagligt i det annoncerede tidsrum (kan uddelegere opgaven efter aftale).
  • Skal indgå i et tæt samarbejde med centerrådet og sikre at medlemmerne er velinformerede om relevante og aktuelle spørgsmål for deres virke samt at de har de rette kompetencer til at løse deres opgaver.
  • Er ansvarlig for, at der er et relevant aktivitetstilbud, og sikrer en koordination af disse i forhold til centrets kapacitet og muligheder.
  • Er ansvarlig for at Aktivitetscentrets tilbud formidles til målgruppen
  • Indgår i det kommunale forebyggelsesteam med henblik på at samarbejde om sundhedsfremme og forebyggelse i relation til aktivitetscentret.
  • Er ansvarlig for en sammenhængende udvikling af centrets aktiviteter i tæt samarbejde med centerrådet.
  • Kan derudover understøtte arbejdet i centerrådet med konkrete forslag til hvordan centerrådet kan imødekomme ønsker fra nuværende og kommende brugere.
  • Sikre en løbende dialog mellem politikerne i Glostrup Kommune, Centerrådet og brugerne om centrets fremtidige drift, ønsker og muligheder.

  

Bilagsoversigt

  1. Samarbejdet i centerrådet

     

  2. Formandens rolle
  3. Bilag A

 

Samarbejdet i centerrådet

Centerrådets medlemmer bestræber sig på at sikre en anerkendende tilgang til samværet i Aktivitetscentret. Det handler om at skabe trivsel for brugerne ved at give dem tryghed, samhørighed og anerkendelse i hverdagen på centret. Det betyder, at man er ærlige, modarbejder ”skjulte dagsordner” og sikre gensidig respekt og ligeværdighed.

Centerrådets medlemmer fungerer som rollemodeller for centrets brugere og skal hver især sikre, at der er en åben dialog om forventning/rammer til ressourcer, ansvar og kompetencer, herunder anerkende hinandens personlige og faglige stærke og svage sider, så samarbejdet styrkes.

Konflikter skal løses omgående med en kompetent uvildig mægler, hvis ikke lederen eller medlemmer i rådet kan.

Der arbejdes bevidst med aktiv lytning og den anerkendende tilgang i Centerrådet ved at drøfte hvordan kommunikation kan forbedres på møderne. Centerrådet arrangerer hvert år en temadag om konflikthåndtering.

Klikedannelser skal respekteres, men må ikke forårsage undertrykkelse af eller konflikter blandt brugere i centret.

Bilag B

Formandens rolle

Det er vigtigt, at formanden er bevidst om sin egen rolle som formand. Formanden leder Centerrådets arbejde. Det er ikke ensbetydende med, at det er formanden der gør alt. Tværtimod er det formandens vigtigste opgave, at delegere ansvar og kompetence ud blandt rådets medlemmer i relation til deres lyst og evner. Dermed styrkes medlemmernes ejerskab til Centerrådets formål, udvikling og samhørighed.

Det er også formandens opgave, i samarbejde med den daglige leder, at sørge for, at den dagsorden, der sendes ud, er så godt forberedt, og har de relevante bilag med, at det er muligt at få en god debat og et godt beslutningsgrundlag på centerrådsmøderne.

Under møder m.v. er det formandens vigtigste opgave at sørge, for at alle kommer til orde, at der samles op på dagen beslutninger og at beslutninger føres til referat.

 

Aktivitetscenter Sydvest er God Adgang mærket, og du kan læse mere om adgangsforholdene i præsentationen, som du finder her God adgang. Det er vigtigt for os, at du har mulighed for at få detaljeret information, så du kender vores faciliteter på forhånd og kan planlægge det, der skal til, for at det fungerer for dig. Har du brug for flere oplysninger end dem, du finder i præsentationen, er du velkommen til at kontakte os."

 

Centerrådets medlemmer

Centerrådsformand
Bjarne Knudsen
S: Formand
Billede af Næstformand Peder Kähler
Peder Kähler
S: Næstformand
Centerrådsmedlem
Flemming H. Andersen
S: Sekretær
Billede af Irene Grevy
Irene Grevy
Centerrådsmedlem
Lene Enevoldsen
Billede af Anne Lykke
Anne Lykke
Centerrådsmedlem
Bitten Sundqvist
Hanne Risdorf
S: Suppleant
Centerrådssuppleant
Aage Larsen
S: Suppleant